Farmors opskrifter fra 1946

søndag den 10. februar 2013

Sarah Bernard fristelser


Som tidligere fortalt, havde jeg fået fingrene i en hel del marcipan og hvad er mere nærliggende… end at forsøge sig med nogen af Odenses egne opskrifter? På hylden står blandt andet: ”Kager, desserter & konfekt med hjertet”.

Og i den er der en opskrift på Sarah Bernard fristelser. Jeg forsøgte at følge opskriften, men fik det ikke til at fungere. Bundene passede på ingen måde i forhold til fyld og overtræk… men det kunne nu ikke vælte en gammel krage af pinden, så her kommer min version til ikke mindre end 80 stk. af de velsmagende bomber J

2½dl piskefløde
150g mørkchokolade
500g ren rå marcipan
200g mørk chokolade til overtræk

Fløden bringes i kog og 150g hakket chokolade røres i… hvorefter chokoladefløden ryger på køl natten over (eller minimum 4 timer)

Rul små kugler af marcipanen (ca. 1 cm i Ø) De lægges på en bageplade med bagepapir.

Derefter lægges et andet stykke bagepapir over og kuglerne trykkes flade. Det gøres nemmest ved brug af en bageplade, som presses forsigtigt, indtil den ønskede størrelse er opnået.

Fjern det øverste bagepapir og bag bundene i en 150 grader forvarmet ovn i 10 minutter, til de er gyldne.

Mens bundene afkøler… piskes chokoladefløden til ”skum”. Her vil jeg opfordre til, at det gøres på gammeldags maner. Med håndpisker går det hurtigt galt og bliver chokoladefløden pisket bare en anelse for meget, bliver den grynet.  

Sprøjt små toppe af cremen på bundene og sæt kagerne i fryseren.

Når de er frosne dyppes de i smeltet chokolade.

Jeg opbevarer altid Sarah Bernard kager på frost og tager dem op jeg skal bruge ca. 5 minutter før, så de smider lidt af kulden, men stadig er iskolde.

Jeg har før lavet dem med makroner som bund, hvilket selvfølgelig er både billigere og hurtigere… men den ”rigtige” udgave er nu også god.

onsdag den 6. februar 2013

Hug med en våd berlinger

Som I fleste sikkert allerede ved, er jeg dedikeret Stop Spild Af Mad medlem. Jeg forsøger altid så vidt muligt, ikke at smide noget som helst ud… og storindkøb foregår altid med en bagtanke/en plan, for hvad diverse ingredienser skal bruges til.  

Hvad andre gør, er selvfølgelig deres valg… men jeg bliver harm, når f.eks. min dejlige svigerinde, slæber 2kg marcipan og en pose overtrækschokolade ud af køkkenskabet… og det så allerede er overskredet sidste holdbarhedsdato for flere måneder siden K Som minimum kunne hun i det mindste have smidt det i fryseren… Tror helt klart hun fattede mit budskab efter en balle i stor stil.

Nå… men jeg fik herlighederne med hjem. Der blev snust og smagt på det første kilo, som ikke fejlede spor… og så blev der bagt nøddehorn... 92 stk. J Der blev prøvesmagt og naboen fik en tallerkenfuld til eftermiddagskaffen… resten røg i fryseren.

Nu står jeg så tilbage med et kilo marcipan… men ser jeg flere nøddehorn, tuder jeg i lårfede stråler. Jeg vil gerne bruge det i småkager, men har slet ingen ide om hvilke. Hjælp mig!!  

mandag den 4. februar 2013

Uge 5 – 2013

Mandag: Aftensmad med kyllingerester (Tøm fryseren-ret)

Tirsdag: Frikadeller m. brun sovs og kartofler
 
Onsdag: Frikadeller m. stuvet hvidkål

Torsdag: Broccoligratin m. skinketern og broccoli salat

Fredag: Steak m. bagte gulerødder og mini pommes Anna

Lørdag: Sen frokost…

Søndag: Wraps af div. rester

Mini pommes Anna


Dette er mit første forsøg med pommes Anna… og jeg er begejstret J

Jeg fandt opskriften på de nuttede pommes Annas hos Grillkokkerier og har stort set fulgt den slavisk.

Min version til 2 personer.

4 kartofler
50 – 60g smør
Salt, peber og chiliflager

Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver

Smørret smeltes tilsat salt, peber og chiliflager

Små forme smørres med smør

Et lag kartofler kommes i bunden, smørres med smør

Derpå endnu et lag kartofler, som skal lægges forskudt af første lag. Sådan fortsættes der indtil kartoflerne er brugt. Slut af med smør

Mini pommes Anna’erne bages først i 25 minutter ved 230 grader dækket af stanniol. Derefter bager de videre i 35 minutter uden.

Mums… virkeligt lækkert kartoffeltilbehør i den fede afdeling, sovs er helt klart unødvendigt J

lørdag den 2. februar 2013

Broccolisalat


Der blev rystet voldsomt på hovedet, da jeg forleden himlede op, fordi kæresten ville smide stokken fra broccolien i skakten K Han havde lige i et kort splitsekund fortrængt min store forkærlighed til Stop Spild Af Mad.  Hvorfor dog smide en del af en grønsag ud, når den sagtens kan bruges… og i øvrigt smager lige så skønt som buketterne?

Salaten kræver et minimum af arbejde, og den knasende, sprøde og pikante salat er hele arbejdet værd J Det mest træede fra stokken skæres fra (dette kan evt. gemmes i fryseren til en dag, der skal koges suppe) og den saftige midte skæres i tynde skiver. Disse drysses med lidt salt og får lov at trække i en ½ time.

Broccoliskiverne skylles med rigeligt iskoldt vand, duppes tørre og anrettes med olivenolie og et fint drys chiliflager. Så skal der bare lige pyntes af med finthakket rød pebersnack og høvlet parmesan.