Farmors opskrifter fra 1946

lørdag den 26. december 2015

Julens (rå) rødkålssalat


Hos os er vi ikke specielt begejstrede for rødkål... og da slet ikke glas-varianten, som mange mener, er et nødvendigt onde til julens flæskesteg. Så i år... valgte jeg at satse på en rå en af slagsen.

Rødkålssalat 
til 8 personer:
500 g snittet rødkål
1 stort hakket løg
100 g soltørrede tomater i strimler

Dressing:
1 spsk. olie
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. salt

Pisk dressingen sammen og vend den godt rundt i grønsagerne
Stil på køl i et par timer
... og server :-D
Rødkålen blev virkelig godt modtaget på alle fronter... og stod i fin modspil til de "fede" sager, der ellers kom på bordet.

"Jeg håber, I alle er kommet godt gennem julen... og at I havde en rigtig dejlig en' af slagsen med alle Jeres kære".




lørdag den 12. december 2015

Boxen-menu... når jeg bliver udfordret


Som jeg fortalte her... var vi en tur i Boxen, hvor den fik på alle tangenter. Vi var fuldstændig benovet over maden... så jeg tænkte: "Det ka' jeg da oz"... jeg ville ialtfald prøve :-D Umiddelbart er der jo ingen særlig svære elementer. Så jeg sprang på med krum hals.


Jeg startede dagen før med Pommes Anna'erne... hvilket er en god plan, når de skal i portionsforme, men du kan altså også lave dem på dagen. Skal de bruges til rigtig mange mennesker, ville jeg nu nok vælge et stort ildfast fad... og så skære dem ud i fine klodser. Jeg gav Anna'erne 30 minutter ved 210 grader... (dækket med stanniol) dagen før, hvorefter de røg i køleskabet. På dagen fik de yderligere 30 minutter ved 200 grader uden stanniol. Jeg valgte at "pille" dem ud af formen for syns skyld... men de holder altså varmen bedre, hvis de serveres i formen. 


Til retten hører der okseglace... men jeg havde bare ikke lige 24 timer at gøre godt med. 

Derimod havde jeg: 
2 dl indkogt fond fra en oksesteg i fryseren
En flaske rødvin
½ løg 
...og et par champignoner

Finthakket løg og champignon svitses hårdt i en gryde
Skru helt ned for varmen og tilsæt ca. 3 dl rødvin... og lad det simre ind til 1/3
Sigt løg og champignon fra... og tilsæt oksefonden
Lad nu "væsken" simre ind til det halve... eller til den har en tyktflydende konsistens. Tilsæt evt. salt og krydderier efter behag... men i dette tilfælde var det slet ikke nødvendigt :-D

Samtidig renses champignoner og skrælles gulerødder. Mængden er den, du regner med, I kan spise... og lidt til :-D


Champignonerne skæres i kvarte, steges sprøde i en lille smule smør... og drysses let med salt.


Gulerødderne skal blive til gulerodspuré... De koges møre (sammen med et lille løg) i en smule vand
Vandet hældes fra (gem lidt)
Blend gulerødderne til puré... tilsæt evt. lidt af kogevandet
Afrund med lidt smør... og smag til med salt


Server en lille salat til... med en god dressing.
1 dl olie
½ dl hvidvinseddike
½ tsk. sennep
Salt og peber
Rør ingredienserne sammen... og smag dig frem


"Bøffen" havde jeg desværre købt for billigt... irsk tournedos med utroligt dårlig bacon (jo tykkere bacon er nødvendigvis ikke bedre bacon), så jeg kan kun opfordre til, at man går til slagteren og udpeger sig de bedste af slagsen.
Men... når det så er sagt, endte den med at blive rigtig god på trods af manglende stegeflade og bacon i affaldsskakten.  
"Du skal ikke gøre, som jeg gjorde... men gør som jeg siger"
Dup bøfferne tørre og krydr med salt og peber
Brun dem i 2 minutter på hver side på en glohed grillpande, så de får grillstriber
Lad bøfferne hvile i 5 minutter... inden de sættes i en 220 grader varm ovn i 5 minutter
Lad bøfferne hvile... mens du anretter på en varm tallerken
Jeg havde brugt en almindelig stegepande, der ikke var varm nok... men bøffen var perfekt rosastegt uden sivende kødsaft



Det ligner da meget godt... selvom jeg selvfølgelig lige skulle have tjekket billedet fra Boxen, så anretningerne blev ens.
Men hvordan smagte det så til sammenligning?? Uden på nogen måde at være "selv-fed", spillede en del af mine elementer max. Bøffen... udseendemæssigt var noget "crap" og salaten lidt for hverdag-agtig... men det har været sjovt og udfordrende, at efterabe og komme med min fortolkning :-D

søndag den 6. december 2015

Mad og bold i Boxen

Det er en træt, glad og hæs madblogger, der sidder med en skøn oplevelse i kroppen:-D Vi var nemlig inviteret til håndbold i Boxen... Danmark-Japan... og det med VIP status. Helt ærlig... følte mig faktisk lidt, som en vigtig person.

Vi havde VIP parkering... 20 skridt fra indgangen, hvilket var dejligt, da "Helga" viste sig fra sin ubarmhjertige side. 
Vi havde vores egen VIP balkon



Et dækket bord, fyldt minibar og kølige bobler til velkomst... skænket af vores egen tjener selvfølgelig.


Udsigt til banen midtfor... så bliver det vist heller ikke bedre. Boxen kogte... da den Danske Nationalsang blev skrålet for fuld hals af omkring 12.000 glade tilskuere. 

Men... inden vi kom dertil, skulle jeg lige en tur forbi "mad-himmelen" :-D (Gad godt at være en flue på væggen i det køkken... på trods af fare for et klask af et viskestykke... ha ha)



Til forret:
Chilimarinerede rejer med ærtepuré
Røget lakserilette med dild, kapers og syltede rødløg
Bagt torsk med urtetapenade og sennepsdressing
- brød og smør



Til hovedret:
Steak af oksemørbrad med krydderurter - hertil Pommes Anna, ristede svampe, gulerodspuré, grøn salat og okseglace

Vine:
Chardonnay, Chivite, Navarra, Spanien 2011
Coudolet de Beaucastel, Rhone 2011

Dessert:
Kaffe og hjemmelavede flødeboller
- og en lille skarp :-D

Det hele var simpelthen så fint og lækkert... og lagde en god bund, til et brag af en håndboldkamp, hvor Danmark var klart overlegne. Hold nu op... hvor fik Japan bølle-bank :-D 


Oplevelsen var et "kinder-æg" af de rigtig gode... familie, mad og underholdning i stor stil :-D


lørdag den 5. december 2015

Silkeblød gulerodssuppe - en blended udgave


Vi spiser generelt meget suppe... det er vist ingen hemmelighed :-D Det er nemt, billigt og holder madspildet i skak. Desiderede suppe-opskrifter bruger jeg sjældent... men det sker tit, at suppen bliver "spot on" og bare må foreviges til senere brug :-D

Silkeblød gulerodssuppe
til 2 personer



4-5 gulerødder i mønter
1 rød snackpeber i tern
2-3 kartofler i tern
1 hakket løg
1 spsk. olie
1 tsk. tørret spidskommen
1 tsk. tørret koriander

Svits hurtigt krydderierne i olie
Lad grønsagerne svitse med i 5-6 minutter, uden de tager farve
Tilsæt vand så det knap dækker
Lad grønsagerne simre til de er møre



Tag lidt af fyldet fra, som skal tilbage i suppen efter den er blended

Derudover skal der bruges:
2 spsk. flødeost naturel
Saft fra en ½ øko-citron
1 tilberedt kyllingbryst
... og salt

Tilsæt citronsaft og flødeost
Lad osten smelte og blend derefter suppen jævn... tilsæt evt. mere vand, hvis konsistensen er for tyk
Lad suppen koge op... tilsæt grønsagerne og kylling... og smag til med salt
Server rygende varm med brød... eller brød-fritter


Så kan det vist ikke gøres meget bedre på en stormfuld kold dag, hvor jeg bare sidder og venter på håndbold i Boxen :-D Vi er inviteret... og det med VIP status. Det bliver SÅ fedt!!



fredag den 4. december 2015

Forret: Madbloggerudfordringen # 10


Langt om længe har jeg tilmeldt mig en madbloggerudfordring... og mit område i nytårsløjerne blev: Forret :-D

Selvfølgelig har jeg været rundt omkring på nettet efter inspiration, men endte med den nemme forret, der længe havde siddet i mit baghoved, som bare måtte afprøves... specielt fordi jeg er vild med carpaccio :-D Forretten kræver ikke de store gastronomiske udfoldelser, så her kan alle være med.

Carpaccio-roulade
til 4. personer
2 wraps
3-4 spsk. flødeost naturel
2 pakker carpaccio
Rucolasalat



Giv wrapsene max gas i mikroen i 40 sekunder... så bliver de nemmere at arbejde med
Lad dem køle af... og smør dem med dem med flødeost
Fordel rucolasalat på wrapsene... nøddesmagen giver en herlig smag til forretten, men du kan selvfølgelig sagtens bruge en anden salat, hvis du ikke er til rucola
Fordel pakkerne med carpaccio på wrapsene
Rul dem stramt med film omkring... og læg dem i køleskabet
Rouladerne kan sagtens laves om morgenen... så du har ekstra tid til de andre lækre ting, du sikkert skal lave


Når forretten skal servers... kan du vælge at portions eller fad-anrette. Portionsanretning er klart den smukkeste... med fad-anretnning giver dig både mere tid og plads.

Læg en god bund af sprød salat i skønne farver
Skær rouladerne med en skarp kniv... (lige i bunden og skrå i toppen) og sæt dem på salatbunden
Dryp med lidt øko-citron... og server ekstra både til


Nu kender jeg heldigvis mine gæster så godt... at jeg ved, de under ingen omstændigheder kan leve uden dressing... så sæt gerne en cremefraiche rørt med salt og et "mikro-my" knips purløg på bordet


Her var der begejstring for forretten... og på trods af pludselig panikanfald og præstations-angst, er det den, jeg vælger at dele med Jer. 

Glæder mig i den grad til at se, hvad alle I andre bloggere deltager med... og jeg er helt sikker på, jeg ikke bliver skuffet :-D


mandag den 26. oktober 2015

Saftigt farsbrød og cremet champignonsovs


Jeg er rigtig meget til mad, der er nemt at gå til. Noget der mere eller mindre passer sig selv, smager som en million... og er billigt :-D Maden behøver ikke nødvendigvis være af den sunde fedtfattige slags, selvom det normalt er det, vi til daglig forsøger følge. Flødesovs kommer sjældent på bordet... men når det gør, går jeg "all in" :-D Og modtager kærlighedserklæringer fra Brian i helt stor stil... tihi. 

Nå... men vi starter med farsbrødet. Favoritten er klart svinefars evt. halv kalv. Oftest syntes jeg, at farsbrød med oksefars bliver en anelse tørt, desuden er jeg opvokset med svinekød, hvor oksekød sjældent kom på bordet. 

400 g svinefars (evt. halvt hakket kalv)
3 dl grønsager (blandet bønner, gulerod, ærter og majs)
1 finthakket løg
Friskkværnet peber
2 æg
3 spsk. mel
1 sjat vand
1-1½ tsk. salt
... og 1 pakke bacon i skiver

Bland farsen med grønsager, løg og rigeligt friskkværnet peber
Tilsæt æg og rør godt sammen
Hæld melet i... og tilsæt vand indtil konsistensen er som til frikadeller
Slut af med salt og stil på køl i omkring 15 minutter
Form et farsbrød i et smut ildfast fad... og dæk med bacon
Stil fadet i en 200 grader forvarmet ovn i 50-60 minutter... eller til brødet har en kernetemperatur på 70 grader. Lad brødet hvile på køkkenbordet i 10 minutter (temperaturen vil nu stige med yderligere 5 grader)



Mens farsen hviler skrælles kartofler. Beregn 8 minutters kogetid og derefter 10 minutter uden varme.

Til champignonsovsen skal du bruge:
350 g rensede hvide champignon i smalle både
1 lille finthakket løg
1 tsk. smør
... og fløde :-D Ca. 1/4 liter


Når farsbrødet er i ovnen, starter du på champignonsovsen
Svits løg klare i smør
Tilsæt champignon og lad dem stege med
Når de har taget farve og er svundet ind til halv størrelse, skrues varmen ned på minimum
Tilsæt fløden og lad den simre ind under jævnlig omrøring
Sovsen skal ikke jævnes, så du bestemmer selv tykkelsen
Bliver den for tyk... tilsæt lidt kogevand fra kartoflerne
Smag til med salt


Note: Retten er forholdsvis tung, så server den med en let salat. Der vil være mere end rigeligt til 4 personer... eller nem mad de næste dage. Husk dog... flødesovs aldrig er velegnet til microovnen.