Farmors opskrifter fra 1946

torsdag den 20. september 2012

Farmors brunkål

Farmors opskrifter fra 1946...

Der er delte meninger om, hvordan man laver brunkål… og i farmors opskrifter fandt jeg denne:

Kålen vaskes og de yderste blade tages bort, hvis det er nødvendigt. Hovedet deles i 4 dele og snittes meget fint. Stokken skæres bort.

Margarine eller andet fedtstof brunes i stegegryden sammen med melis. Når det er blevet til karamel, kommes snittede, skyllede kål i gryden – vendes med paletkniv, så det bliver brunt alt sammen. Hvis det er nødvendigt hældes 2-3 dl kogende vand ved. Der tilsættes ca. 1 spsk. salt og ½ tsk. peber. Kålen småkoger til den er mør.

Der kan serveres flæsk, frikadeller eller medister til brunkål. Flæsket brunes og koges med i kålen. Man kan også – efter kålen har småkogt ca. ½ time eller er falden godt sammen lave en fordybning i midten af kålen og heri lægge fars af 300g kød, derefter dække farsen med kål og lade farsen gennemkoge i kålen. Det smager dejligt og man sparer fedtstof til stegning.

Som med mange andre af farmors opskrifter, er det ikke alenlange ingredienslister man belemres med… men i grove træk ligner hendes opskrift meget min egen variant...

7 kommentarer:

  1. Det er den usædvanlig store mængde sukker i din venindes opskrift, der undrer mig. I din farmors opskrift er der ikke angivet mængde på sukker. I min mormor og mors meget gamle kogebøger er der heller ikke angivet mængde på sukker. I min Gyldendals Store Kogebog fra 1959 skal der 1-2 sp. sukker til 3/4-1 kg hvidkål og kulør til at farve kålen. Jeg putter måske en sp. sukker i min brunkål, men det virker vel kun som krydderi på lige fod med salt og peber i den mængde.
    Det er sikkert som med frikadeller - hver har sin opskrift tilpasset familiens smag.
    I køkkenskolen lærte vi, at man skulle presse kødet sammen i bunden af skålen, tage 1/4 op og fylde hullet med mel, og det er der vist stadig
    mange, der gør. Min mor brugte 1 sp. mel til 5-600 g svinekød, og det gør
    jeg også, og min fars hænger fint sammen.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elsebeth

      Ja, der er stor forskel fra familie til familie med de gamle opskrifter... også på frikadeller som du skriver ;-D

      Regner med at sætte Farmors ind en af dagene. Den er hverken som mors eller min egen, men jeg vil dog alligevel afprøve den.

      - Pia

      Slet
  2. Det er en superret. Bente

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bente.

      Det kan jeg kun, give dig ret i :-D

      - Pia

      Slet
  3. 100g smør og en god stor sjat sukker laves til lysebrun karamel. Deri kommes et helt finthakket hvidkål. Lav en fordybning i kålen og kom 500g lamme eller fårefars i. salt og peber ved. småsimre i et par timer. hvor der røres godt rundt i kålen en tre fire gange, evt lidt kulør i til sidst. Det er som jeg har lært den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt at læse om, hvordan andre har lært at lave den ældgamle ret. Jeg har aldrig fået brunkål med hverken lam eller får... men måske jeg skulle overveje forsøget.
      Tak for din kommentar

      Slet
  4. Hej her bruger vi hakket oksekød i brunkål.
    Brun sukker derefter hvidkålen
    Hakket oksekød alla millionbøf.

    SvarSlet