Farmors opskrifter fra 1946

mandag den 21. marts 2016

Stenalderbrød med tranebær - den nemme måde


Jeg har virkelig længe haft lyst til, at forsøge mig med stenalderbrød. Syntes det ser så ualmindeligt lækkert ud... men på den anden side også dyrt, hvis jeg skulle købe samtlige kerner, frø og nødder... og det så skulle vise sig, det slet ikke var noget for mig. Jeg tog den nemme måde... købte en pose, der bare skulle tilsættes æg, olie og salt. Indlægget er ikke sponsoreret. 


Nemmere kan det vist ikke gøres... men måske billigere i længden, nu hvor interessen er vakt :-D Efter mine smagsløg blev det virkeligt godt. Både blød, knasende og sødt.


Jeg er måske en lille smør-gris... hvilket både kolesteroltal og læge ikke lægger skjul på, at fortælle mig. Men hvor ufattelig det end lyder, er det slet ikke nødvendig på stenalderbrød... faktisk ville det være synd og skam. 


Man må godt springe over, hvor gærdet er lavest... specielt hvis man finder et godt produkt, men ligger du inde med en opskrift på ligeså godt brød, der kan spises stort set uden noget... så ved du, hvor mit kommentarfelt befinder sig.


fredag den 11. marts 2016

Oksefarsbrød med rygeost


Skal du have oksefarsbrød i weekenden?? Så snyd ikke dig selv for en skøn smagsoplevelse. Tilsæt din opskrift 3-4 spsk. rygeost. Du kan smøre det på mellem to lag... eller røre det i farsen. Det er seriøst noget, der smager :-D

God weekend til alle

tirsdag den 8. marts 2016

Laksefrikadeller


Dybt i fryseren fandt jeg 3 laksestykker, jeg i et øjeblik af sindsforvirring åbenbart har syntes, var en brilliant ide at købe. Skal vi ikke bare slå fast... at fisk skal købes friske hos en fiskehandler. Undskyld til min fortrukne fiskebutik

Laksestykkerne var de der stykvis vakuumpakkede nogen... som for længst havde bekendt mistet kulør... og var blevet "grey'ish" istedetfor fine lyserøde. Smagen?? Ok de kan spises... men jeg valgte nu, at slå dem ordentligt ihjel :-D



Ca. 8 stk. laksefrikadeller
300 g laks (altså 3 laksestykker uden skind)
½ hakket løg
1 æg
½ dl mælk
2-3 spsk. mel
1 finthakket forårsløg
½ tsk. salt
Peber

Start med at hakke fisk og løg semi-fint... en fin lille mini-hakker kan gøre det, men jeg tror nu også, at en god stavblender, kan tygge sig igennem
Tilsæt æg og mel... rør godt sammen
Spæd til med mælk, så farsen har en ikke alt for tør konsistens
Tilsæt forårsløg, salt og rigelig med friskværnet peber
Sæt farsen i klatter (de er umulige at forme) på en varm pande 
Jeg stegte mine i baconfedt, men du kan sagtens bruge smør eller olie
Dellerne skal stege 3-4 minutter på hver side
Server laksefrikadellerne med kogte kartofler og kaperssovs... eller på et godt stykke rugbrød med remoulade.



søndag den 6. marts 2016

Pastatærte uden bund


Pastatærte uden bund er en nem pastaret, som selv børnene kan få succes med. Jeg vil dog opfordre til, at der bruges en pasta, der ikke er hul, så æggemassen lægger sig udenom istedet for indeni :-D

Pasta-tærte
til 4 personer (hvis den serveres med salat)
Kogt pasta evt. en rest fra forgående dage
1 gulerod
1-1½ rød snackpeber
1 løg
150-200 g bacon i tern
4 æg
2 dl cremefraiche
Ost i de mængder, der foretrækkes 
Salt og peber

Steg bacontern sprøde på en pande... uden fedtstof
Skær gulerod og snackpeber i små tern
Hak løget groft og svits det kort på panden, når baconen er færdig
Forvarm ovnen til 200 grader
Bland pasta, grønsager og bacon... og hæld det i en smurt tærteform
Pisk æg og cremefraiche sammen med salt og peber... vær dog varsom med salt, når du bruger bacon
Fordel osten over tærten og hæld æggemassen på
Bages i 30 minutter... hvorefter den skal stå i 5 minutter, for at sætte sig



Noter:
Som så ofte før... kan der bruges grønsager efter smag.
Bacon kan udskiftes med kylling, en rest kotelet eller steak.
Æggemassen passer til en tærteform 26 i diameter.

tirsdag den 1. marts 2016

Frisør-deller - af torskerogn


Jeg læser ikke ret tit ugeblade mere... men hos frisøren er det et "must", når de farvestrålende ligger der og tigger mig om, at bladre om på madsiderne... og jeg alligevel skal have tiden til at går, mens min favorit frisør bliver færdig og får tid til mig. Nu er det ikke sådan, at jeg flår interessante sider ud af bladene selvom jeg har lyst... det ville være for pinligt, men jeg suger til mig og forsøger mig frem, når jeg kommer hjem.

Deller af torskerogn
6-8 stk.
200 g kogt torskerogn fra dåse
150 g bagt kartoffel... eller kogt (uden skræl)
1 lille hakket løg... undgår rødløg, de giver en "dum" farve tilberedte
1 æg
1 spsk.mel
1 spsk. hakkede kapers
Salt og peber 

Mos torskerogn og kartoffel godt sammen
Tilsæt de øvrige ingredienser
- og smag til med salt og peber
Steg dellerne i smør i 3-4 minutter på hver side
Når de skal vendes... er det nemmest at bruge en paletkniv, da dellerne er ret porøse
Server med kogte kartofler, persillesovs og en lækker salat


Note:
Er der deller i overskud, brug dem næste dag på rugbrød evt. med remoulade og citron
Istedet for kapers kan bruges rød snackpeber eller cornichoner
Tilsæt "farsen" krydderurter... dild, persille eller purløg