Farmors opskrifter fra 1946

lørdag den 20. maj 2017

Formandens appelsinfromage


Hvor er det dejligt med søde naboer... der banker på døren og forkæler os med skøn dessert. Jeg fik allenådigst lov til at få opskriften... så nu deler jeg den skønne appelsinfromage med Jer. Tro mig... den er absolut værd at prøve.

Giver 4-5 portioner

Ingredienser:
2 øko appelsiner
Revet skal fra ½ appelsin
½ øko citron
80 gr. flormelis
4 blade husblas 
4 dl. Piskefløde

Fremgangsmåde:
Husblassen lægges i koldt vand. Husk at skille bladene fra hinanden
Riv skallen af en ½ appelsin
Pres appelsiner og citron
Bland saften med flormelis og appelsinskal. Start med at opløse flormelissen i en lille smule saft
Pisk fløden indtil den kan danne ”toppe”, når du løfter piskeriset. Pisker du for længe, deler fløden sig i 2 – smør og kærnemælk… og det ønsker du ikke
Knug vandet fra husblassen… og zapp den i mikroen med det vand, der hænger ved… her snakker vi et split-sekund, altså… tænd og sluk
Den smeltede og let afkølede husblas hældes i saften/flormelissen, i en tynd stråle under omrøring
Slå først 1/3 flødeskum hårdt ind i saften… og vend derefter resten forsigtig i
Stilles i køleskab et par timer, til den er stiv… men her kan du med fordel lige prøvesmage den. Lad nu være med at spise det hele…
Fromagen sprøjtes op i en appelsinskal, chokoladeskal eller serveringsskål… men du kan også bare servere den på den u-fancy måde

Pyntes med chokolade drys

tirsdag den 16. maj 2017

Rabarberkage med mandler


Med fare for at Mini-hakkeren kommer til at minde om det store Sønderjyske kaffebord... får du altså lige opskriften på en total lækker rabarberkage. Du kan spise den lun med vaniljeis eller cremefraiche... eller kold direkte fra køleskabet, som jeg foretrækker den. Allebedst er den faktisk efter et par dage på køl.

Rabarberkage 
til 10 - 12 personer:

Ingredienser:
300 g rabarber
90 g mandler
100 g smør
1.5 dl sødmælk
2 æg
200 g sukker
3 spsk. vanilje
75 g kokosmel
175 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
 
Fremgangsmåde:
Vask og snit rabarberne fint
Hak mandlerne groft, du behøver ikke smutte dem
Smelt smørret i mælken i en gryde… og af køl
Pisk æg, sukker og vanilje skummende
Tilsæt æggemassen sigtet mel og bagepulver… og rør sammen
Hæld smør/mælken i dejen og bland til dejen er homogen
Vend til slut rabarber, kokosmel og mandler godt rundt i dejen
Dejen hældes i en 23 x 33 cm bradepande foret med bagepapir… og bages i en 200 grader forvarmet ovn i 20 – 30 minutter





lørdag den 13. maj 2017

Min ”gamle” drømmekage fra Brovst


Psssst… jeg har eksperimenteret med sukker-reducering i min opskrift på drømmekage. Nogen ville måske ligefrem kalde det blasfemi, at pille ved en ældgammel formel… men når det kan lade sig gøre, uden det gør kagen ringere… så gør jeg det.

Og for det ikke skal være løgn… skal den på et senere tidspunkt afprøves med yderligere nedskæringer. Med risiko for drag over nakken… napper jeg en 1/3 af fyldet. For mit vedkommende… kan det altså godt blive FOR snasket.  

Skal du afprøve den??

Drømmekagen fra Brovst
Til 12 personer

Ingredienser:
250 g hvedemel
50 g smør
250 g sukker
3 æg
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilje
2 dl sødmælk
   
Fyld:
125 g smør
100 g kokosmel
200 g brun farin
½ dl sødmælk
   
Fremgangsmåde:
Smørret smeltes i mælken og køles let af
Æg, vanilje og sukker piskes til en tyk masse 
Mel og bagepulver sigtes i æggene og blandes forsigtigt 
Mælk og fedstof vendes i, til massen er homogen
Hæld dejen i en 23 x 33 cm bradepande beklædt med bagepapir 
Bages på ovnens midterste rille i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 20 minutter. Tjek om den er bagt
Ingredienserne til fyldet smeltes sammen i den gryde, du allerede har svinet til 
Når kagen er bagt, fordeles fyldet ovenpå og bages ved 220 grader i 5 minutter. 

fredag den 12. maj 2017

Fnug-lette hvedeknopper



Hvor har jeg tit tænkt, det kunne være så fedt med en ovn, der kan dampe. Men når nu det ikke er en mulighed, så må der tages andre midler i brug… og det gik ud over en portion hvedeknopper.

Hvedeknopper
ca. 20 stk.

50 g gær
2,5 dl håndlunt vand
100 g blødt smør
3 dl sødmælk
2 æg
2 tsk salt
2 spsk sukker
2 tsk stødt kardemomme
ca. 1 kg hvedemel

Rør gæren ud i vandet
Tilsæt de øvrige ingredienser… men hold lidt af melet tilbage
Rør dejen godt sammen
Som altid… dejen må hellere være let klistret fremfor tør, som giver kedelige tunge boller
Lad dejen hæve i 30 minutter under klæde


Del og form dejen i 20 boller, der stilles i en bradepande


Herefter sættes en bradepande eller ildfast fad i bunden af den slukkede ovn... hvori der hældes et par liter kogende vand
Knopperne sættes i ovnen og får lov at hæve i 1 time... 


Jeg penslede knopperne med mælk og bagte dem i 15 minutter i en 200 grader varm ovn...


Toppen var alt for porøs, så mine smukke boller punkterede og kom til at ligne et månelandskab... men det gjorde nu ikke noget på smagen heldigvis. Måske jeg skulle have ladet dem stå i ovnen, mens jeg varmede den op. Måske jeg skulle have undladet at pensle dem, måske, måske, måske...


Fnug-lette... jeg lyver ikke. Og selvom traditionen byder, at knopperne skal ristes, kunne 10 vilde heste ikke få mig til at "ødelægge" mine nybagte knopper.


Serveret med tandsmør og pålæg er det vist en ny tradition der er kommet for at blive hos os. Psssst faktisk har jeg aldrig kunnet udstå hverken hveder, krydderboller eller fødselsdagsboller... men bager jeg dem selv, er det en helt anden sag.

Iøvrigt... hvedeknopperne kan du jo variere efter smag. Skift kardemomme ud med kanel eller vanilje... eller, eller, eller...