Farmors opskrifter fra 1946

onsdag den 29. januar 2014

Couscous-salat


Couscous-salat til 3 personer:
2 dl couscous
2 dl kogende vand
1 spsk. hvidløgsolie
1 spsk. citronsaft
½ tsk. salt

Bland alle ingredienserne i en skål og dæk med film. Lad couscoussen stå i 10 (til vandet er opsuget) og løsn de små gryn med en gaffel.


I mellemtiden forberedes resten af ingredienserne:

2-3 blade hjertesalat
½ rød snack peber
1 gulerod
½ løg
1 spsk. ingefær

Skær grønsager og salat fint... og riv ingefæren.


Bland det hele godt sammen og smag til med salt, peber og citron. 

Let og lækkert tilbehør på dage, hvor grønsagsskuffen ikke har alverden at byde på. Dog kan mængden af ingefær øges efter smag :-D


søndag den 26. januar 2014

Sådan spiste vi i uge 4

Mandag: Hakkebøf
... jooo bøffen er der skam, under bjerget af løg

Tirsdag: Millionbøf
... med brødcroutoner

Onsdag: Tøm fryseren
... for sovs og frikadeller

Torsdag: Paneret fjæsing
... med 2 slags fritter vendt med stødte græskarkerner

Fredag: Saftig kylling-rulle
... med kogte kartofler, sommergrøn "sovs" og salat

Lørdag: 100 års fødselsdag med totalt lækker mad fra : Esther Kønig Sørensen Dinér Transportable

Søndag: Biksemad

lørdag den 25. januar 2014

Sommergrøn "sovs"


Det gik pludselig op for mig, at jeg i flere dage i træk havde serveret brunt hakkemad for kæresten. Ikke at han brokker sig, for mormor-mad er hans livret, næstefter... mad!! Men jeg kan nu godt blive lidt trist af at se på brun mad, selvom det smager godt.

Til fredagens X-faktor menu... havde jeg valgt, der skulle farve på tallerkenen og det er muligt jeg gik en anelse i selvsving, men det blev vellykket :-D

Selvom det ikke er ret lang tid siden, vi sidst fik saftig kylling-rulle, var det den, vi savlende skulle kaste os over, mens Blachman frådende kastede sig over håbefulde danskere, mens han med rette høvlede de mest talentløse ned. Nej, jeg bliver nok aldrig træt af X-faktor :-D

Til den sommergrønne "sovs", som nærmere er en mos, skal der bruges:

Finthakket løg
Olie
Ærter
Salt og peber

Svits løget i lidt olie
Tilsæt ærter og lad dem kort svitse med.
Blend groft og smag til med salt og peber.
Hvis du vil have den skal være mere "sovse-tynd", kan du vælge at tilsætte creme fraich og blende i længere tid, men så bliver ærtesmagen knap så kraftig og pang-farven... fimset. Valget er dit ;-D




onsdag den 22. januar 2014

Solgule altan-hævede skrub-af boller


Min kære bror og svigerinde bliver 100 år på lørdag :-D Og iihh hvor skal der festes igennem. Først er jeg dog liiiige kommet til at love, jeg vil stå for bollerne til natmaden, som skal bages umiddelbart før de skal serveres, så hele forsamlingshuset dufter af friskbagte boller. Vi bliver "kun" 40, der skal fodres af :-D

30 stk. (som selvfølgelig skal x'es op)
1 pakke gær
1 liter vand
3 håndfulde kerner
1½ spsk. salt
1 godt drys gurkemeje
ca. 1600g mel
Og... i dette tilfælde brugte jeg græskarkerner til toppen, men på lørdag bliver det cous cous... det sviner knap så meget, for det hænger bedre ved.

Ælt alle ingredienserne sammen til en let klistret masse... og smid dejen i en sprøjtet/smurt skål, fad eller klodskasse, hvor dejen har plads til at hæve til det dobbelte.


Dejen satte jeg ud på altanen, for graderne lå omkring frysepunktet. 1 lille døgn senere var dejen hævet til dobbelt størrelse.


Drys bordet med mel og vend dejen forsigtigt ud...


Bollerne skal ikke formes, blot skæres ud i firkanter. Dette gøres nemmest med en bred murerspartel, som selvfølgelig ikke har været brugt :-D


Dyp bollerne i valgte toppings, inden de kommes på bageplader.
Forvarm ovnen til 180 grader... i bunden placeres et f.eks. tærtefad fyldt med vand.
Bag bollerne i 20 minutter.



mandag den 20. januar 2014

Sådan spiste vi i uge 3

Mandag: Saftig kylling-rulle
... med kogte kartofler, peber/løg sovs og salat

Tirsdag: Kylling i sur/sød-sovs
... med nudler og salat

Onsdag: Reje-madder
... på smør/rucola-boller

Torsdag: Rester fra tirsdag

Fredag: Hjemmelavet pizza af rester

Lørdag: Paneret havbars
... med citron-kartoffelbåde, wakame tangsalat og alm. salat med masser af ristede græskarkerner

Søndag: Stegt medister
... med pandesovs, kartofler og salat

søndag den 19. januar 2014

Krydret tomatsauce


Pizza uden tomatsauce?? Nej vel... heldigvis havde jeg tomater og chili liggende i fryseren, så det tog ingen arbejdstid, at bikse en lækker krydret sauce sammen.

1 kg frosne tomater 
2 hakkede løg
5 hakkede fed hvidløg
3 forskellige chili
2 spsk. olie
60g tomat pure´
1 spsk. sukker
2 tsk. salt
1 tsk. timian
1 tsk. oregano



Flå tomaterne og hak løg og chili (kernerne fik lov at komme med)
Svits løg og chili i olien uden de tager farve
Tilsæt de øvrige ingredienser... og lad saucen simre 1 times tid
Blend saucen glat og jævn med en stavblende
Lad saucen afkøle og hæld den i i små bokse eller i isterningforme og læg i fryseren

Note: Vær forsigt med hvilke chilier du bruger. Saucen her blev rimelig stærk... men jeg er også en piv-skid.

tirsdag den 14. januar 2014

Saftig og mør kylling-rulle


Kylling uden skind?? Nej vel?? Det er måske ikke så sundt, men iihh guder det smager :-D Og når nu kyllingbrystet var købt uden skind, måtte jeg selv give dyret overfrakke på... hvilket endte med en utrolig lækker og velsmagende kylling-rulle.

Ingredienserne til 2 personer:
1 kyllingbryst
1 pakke bacon i skiver
1½ spsk. Philidelpia neutral 
Hakket snackpeber
Krydderier

Flet et net af baconen:

Flæk kyllingbrystet... krydr med dit favorit krydderi, inden du smører det med Philidelpia der er rørt med snackpeber:

Rul først kyllingbrystet stramt... og rul det derefter ind i bacon-nettet. Start med at lukke enderne, så osten ikke flyder ud.

Forvarm ovnen til 250 grader. Sæt rullen ind og skru ned til 200 grader. Rullen skal have 50 minutter... hvor den vendes ind imellem så baconen bliver sprød. Giv den evt. 5 minutter på grill, hvis baconen er for slatten. Lad hvile i 10-15 minutter.

Kæresten og jeg er normalt ikke de store kødspisere... så 1 kyllingbryst plejer at kunne gøre det... men... havde der været mere, var det også røget indenbords, på trods af højlydte stønnelyde :-D

Det blev godt... serveret med kartofler, løg/peber-sovs og salat

Hos os spiser vi nok max 150g kød til et aftensmåltid hver. Sammenligner jeg med venner og familie... skulle man nærmest tro, at jeg "kød-sulter" min kæreste (han brokker sig nu ikke). Hvor meget kød spiser du/I??

lørdag den 4. januar 2014

Billede-spam af december måneds aftensmad

Chicken nuggets:
Hjemmelavet selvfølgelig... og fritter.

Svine mørbrad:
Med asparges i svøb og ovnbagte rodfrugter

Nudler:
Med grønsager, kylling og chili-sauce. 

Ribbensteg med sprøde svær:
Find opskriften her...

Boller i Karry... for svindlere:
Fremgangsmåde kan du finde på min anden blog: "Udelukkende 
rester" Klik her.

Kotelet:
Med bagte rodfrugter, syltede snackpeber og hjemmelavede flæskesvær

Farin-glaseret bacon:
Med persillesovs (tilsat løg)

Kylling:
Med persille-kartofler

Squash-tærte med bacon:
Find opskriften her...

Paneret skrubbe:
Med kartoffel-både

"Købe-suppe" med rester:
Fremgangsmåden kan du finde på min anden blog: "Udelukkende rester". Klik her.

Biksemad:
Med alt godt fra køleskabet

Frikadeller:
Farsen tilsatte jeg rød pebersnack :-D

Kylling overlår:
Med bagte citron-rodfrugter.

Mørbrad-bøffer:
Med stegte løg, agurk relish, syltede pebersnack

Reste-suppe:
Lavet på bagte rodfrugter og tilsat flødeost

Carpaccio:
En købe en af slagsen, men utroligt lækkert

Kalvekotelet:
Med dobbelt-bagte kartofler og ostefyldte champignon