Farmors opskrifter fra 1946

tirsdag den 13. marts 2018

Couscous-salat med masser af smag



Vi får altid en eller anden slag salat eller en form for ”grønt” til aftensmaden, men nogen gange… kan man godt gå hen og blive lidt træt af de gamle travere. Og for pokker… bliver det ikke så godt, som man forventede eller håbede på, glider det nok ned alligevel… og idéen ligger bagefter sammenkrøllet i et hjørne på kontoret.

Den her… fortjener dog en plads på bloggen og ikke i hjørnet… for 100%... den skal vi have igen.

Couscous-salat med masser af smag
Til 2 – 3 personer
1 dl couscous
1 dl kogende vand
1 – 2 spsk. sød chilisauce
2 revne persillerod
3 revne gulerødder
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld hakkede peanuts
1 godt håndfuld finthakket persille
Lidt feta… men kan sagtens undværes

Hæld kogende vand over couscoussen… dæk med film og lad den stå
Rens, hak, riv og snit grønsagerne, peanuts og krydderurter
Tag filmen af couscoussen… løsn med en gaffel og tilsæt chilisauce
Bland ”salaten” godt… smag til med salt og peber… og drys med feta i de mængder, du føler for. Hellere for lidt end for meget… du kan altid sætte en skål på bordet.

søndag den 4. marts 2018

Lækre burgerboller med tørgær



For Søren da… Hvad har jeg nu rodet mig ud i? Jeg var blevet godt og grundig træt af, at mine (pressede) gær ofte endte, som små gnallinger enten med ”hvidt hår” eller et grønligt skær. Det skal være løgn, tænkte jeg… nu skal den der tørgær afprøves.

Men ikke nok med det… samtidig kunne jeg ligeså godt afprøve et par forskellige hævningsmetoder. En ovn uden varmluft har sine begrænsninger… specielt når vi snakker flere plader med boller. Så… til en forandring kommer der nu en lidt LÆNGERE ”afhandling” om, hvordan jeg fik en lørdag formiddag til at gå med at ”dimse” i køkkenet. (Hvordan det virker med varmluft ovn… ved jeg af gode grunde ikke)

Lækre burgerboller med tørgær
12 stk. af ca. 95 g

1 brev tørgær (stuetemperatur)
200g durummel  
400 g hvedemel (evt. lidt mere)
5 dl 37-38 grader varmt vand
1 dl olie (stuetemperatur… jeg bruger raps)
2 tsk. salt
1 spsk. sukker

Desuden: 1 æg + sesamfrø (eller andre frø)

Bland mel, sukker, salt og tørgær godt sammen
Ælt de tørre ingredienser med de våde i ca. 10 minutter
Dejen skal være en anelse klistret
Stil til hævning i en skål under et rent viskestykke i en time
Kør en tur med støvsugeren… eller syng en sang for naboen imens
Efter en time er dejen hævet til i alt fald dobbelt størrelse
Ælt dejen forsigtigt med en lille smule mel… og vej bollerne af i samme størrelse (Hele dejens vægt divideret med 12)

Den første plade… den der skal hæve med damp. Trykkes flade, pensles med æg og drysses med sesam
Sættes i en kold ovn med et fad kogende vand i bunden
Her skal den stå i 25 - 30 minutter
Tænd ovnen med boller og vand, sæt den til 220 grader
Bag i 15 minutter… tag fadet med vand ud… og bag videre i 5 minutter

Den anden plade… der skal hæve uden damp. Trykkes flade… og skal nu hæve under et rent viskestykke i ca. 40 minutter (passer ca. med tiden til de damphævede er færdige)
Pensel med æg og drys med sesam
Bages i den 220 grader varme ovn i ca. 15 minutter + -

På trods af samme dej og samme vægt… gav de to hævningsmetoder to vidt forskellige lækre resultater.

Den lyse damphævede… blev lækker let og luftig, sådan lidt ”pap-brøds-agtigt”.

Mens den bord-hævede… som fik 15 – 20 minutters længere hævetid blev mindre, mere kompakt og dejlig ”sej”. 

Så… kan du ikke vælge, er det bare et lille forslag til to slags burgerboller af samme dej.