Farmors opskrifter fra 1946

tirsdag den 24. december 2013

Kogte æg... igen


Måske I kan huske, at jeg i oktober fablede om hårdkogte æg, der ikke kan pilles?? Hvis ikke... kik her. Pssst... jeg er altså godt klar over, at mit billede er af et blødkogt æg ;-D Det kan jeg trods alt godt finde ud af...

På Chef John's blog Food wishes... i øvrigt en rigtig skøn blog, viser han i udpenslede detaljer, hvordan man koger og piller det perfekte hårdkogte æg. Nysgerrig?? Så kik her... med i hatten får du en lækker "starter". 

mandag den 23. december 2013

Glædelig jul


Her på falderebet vil jeg ønske Jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg glæder mig specielt til alle de gode gamle retter... der bare ikke må laves om på :-D
De kærligste julehilsner
- Mini-hakkeren

søndag den 22. december 2013

Vaniljekranse


"Det er jul, det er cool..." :-D Efter en laaaaang arbejdsdag kunne jeg endelig gå fra til ferie. Humøret var højt... og den første lille snert af julestemning, havde sneget sig ind på mig i et bagholdsangreb. Halv-snalret besluttede jeg mig for at bage vaniljekranse. Opskriften aner jeg faktisk ikke, hvor stammer fra... den lå kradset ned på et stykke papir. 

Kornene fra 1 vaniljestang
180g sukker
200g blødt smør
1 æg
70g mandelmel
250g hvedemel

Rør sukker, vanilje og smør godt sammen.
Tilsæt ægget... og til slut mandel og hvedemel.
Kom dejen i en sprøjtepose med stjerne tyl.
Sprøjt kagerne ud i de faconer og størrelser du syntes om.
Sæt kagerne i en 200 grader forvarmet ovn i...



... nej ikke så lang tid :-/ men i omkring 8-10 minutter, hvorefter du ikke lige skal forlade køkkenet, fordi der går et hornorkester rundt ude på vejen. 
Lad småkagerne afkøle på en rist... inden de kommes i en kagedåse. 

søndag den 15. december 2013

Ribbensteg med sprøde svær


Ribbensteg er min foretrukne steg af svinekød... jeg er nemlig ikke fedt-forskrækket :-D Jeg kopierede min arbejdsgiver, som er kok... og endte med mit bedste resultat til dato. 

Sværen tjekkede jeg lige, om den var ordentligt skåret.
Så kom stegen i en 250 grader forvarmet ovn i 10 minutter.
Sænkede graderne til 180 grader, mens jeg dryssede godt med groft salt, lidt friskkværnet peber og ikke mindst en lille håndfuld enebær. Til slut... tilføjede jeg et par dl vand.
Stegen fik derefter en time i ovnen, hvor jeg et par gange overøste stegen med skyen.
Tjek om sværen er helt sprød... ellers tag stegen ud og skru graderne op på 250 grader igen. Giv stegen yderligere 3-4 minutter... så skulle den være klar.
Lad den stå udækket, mens du laver sovs af skyen.


Grønne syltede tomater, rønnebærgele og rødkål serverede jeg udover kogte kartofler og gulerødder... og selvfølgelig en lækker sovs lavet på skyen. Kom bare jul... jeg er forberedt :-D

søndag den 8. december 2013

Blommemarmelade med chili


kolonihaven har vi et lille blommetræ, som i år har givet ikke mindre end ca. 5,5 kg blommer efter stenene var fjernet. Præcise planer med blommerne har jeg ingen af... men marmelade er det dog blevet til. 

2 glas blommemarmelade med chili:
800g blommer uden sten
2 dl sukker
1½ dl eddike
2 friske chili (1 rød + 1 grøn)
En anelse atamon til at skylle glassene i. Man kan bruge f.eks. vodka... men det var på uforklarligvis forsvundet fra barskabet. 

Hæld alle ingredienserne i en gryde... varm det langsomt op til det småsimre og lad det simre i 30-45 minutter under jævnlig omrøring. Jeg kan ikke fordrage store klumper, men hvis du kan... giv det kortere tid.

Hæld straks marmeladen på de atamon-skyllede glas og sæt låg på.


mandag den 2. december 2013

Squash-tærte med bacon


Hold nu op... den opskrift skulle jeg have haft i sommers, da jeg havde uanede mængder af squash i kolonihaven. I stedet måtte jeg købe, men det var klart alle pengene værd. Magen til lækker tærte skal man lede længe efter.

Opskriften har jeg fundet hos Kollegiekokkene... en skøn blog, jeg kun for ganske nylig er faldet over. Jeg vil på det stærkeste opfordre til, I kigger forbi.

Opskriften... som jeg næsten har fulgt slavisk kommer her.

Ingredienser:
400g reven squash (med skal)
1 stort hakket løg
125g bacon i tern (fedtet skal bruges)
100g revet ost (halvt ekstra lagret og halvt roquefort)
2 dl mel
1 tsk. bagepulver
5 æg
Salt og peber

Steg bacon på en pande... og tilsæt løggene. De skal kun lige være klare
Pisk æggene... sigt mel og bagepulver i massen og pisk det grundigt, så der ikke er store mel-klumper
Vend hurtigt de øvrige ingredienser i
Hældes i en smurt tærteform og bages ved 200 grader i ca. 40 minutter


Muuummss... den blev lækker. Tror dog jeg næste gang dækker tærten med folie halvdelen af tiden. Den blev lidt for brun efter min smag.

Som sagt... æren for tærten er ikke min, men Kollgiekokkene's.