Farmors opskrifter fra 1946

søndag den 23. april 2017

Traume-dag i køkkenet

Når man sådan fiser rundt på nettet og søger inspiration, fordi man har tiden til at være kreativ... kan man meget nemt forledes til at tro, at alting er super nemt. Der findes et utal af mad-blogs, der er sat rigtigt flot op... men det er sjældent, der er indlæg om kikset mad... "come on"... vi ved jo godt, at ind imellem...



Jeg starter lige med at sløre min identitet, så I ikke forbinder mig med Mini-hakkeren... det er så samtidig også et udtryk for, hvordan jeg havde det sidst på dagen. Jeg gik ikke sulten i seng... men meget misfornøjet. 



Det startede ellers flot med, at jeg havde fundet en øko-kylling med gult mærke. Nu skulle det prøves, om den vitterlig var/er så meget bedre end dem, jeg normalt køber. Jeg følte, jeg stod med det pureste guld i hænderne.



Dyret blev anbragt i min nye bradepande på tilhørrende rist... penslet med en ret god marinade og i "Butterfly - stil". Så gav jeg den 5 timer på 100 grader, for det har jeg før haft held med, med en and.

DUMT VALG!!! For det første... kyllingen sad selvfølgelig fast i risten, ja... den var nærmest gledet ned mellem ribberne, så jeg måtte flå den derfra, men ikke nok med det... ihh guder hvor var den tør.



Kartoflerne på trods af økologi... jeg mangler ord... mit lille mad-hjerte stortudede. Hvide kartofler fik vi... som i mælkehvide, melede og fuldstændig smagsløse... tror kun de egner sig til kartoffelsuppe.

Sovsen... suk!! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har lavet sovs med klumper... men da jeg jævnede den, lignede den, jeg ved ikke hvad... tyk suppe med mini-melboller. Hulk!! Den måtte gennem en si. Smagen var dog ok.



Tomatsalaten magtede jeg ikke lave på normal vis... det blev bare kylet op i en skål direkte fra pose og bakke... så undgik jeg at ødelægge den.



Der kom dog mad på bordet... men ærgelserne oversteg vist smagen. Nu tror du nok, det slutter her? Men næhhh nej... for samtidig havde jeg gang i en kage. Den skulle ende med at blive det fineste smukke marmor-lignende vidunder...





Så langt så godt... det så meget lovende ud. Så da kagen var afkølet... lagde jeg glasur på.



Ventede tålmodigt... for så at erfare, at det ønskede resultat blev en øje-bæ... men smagen fejlede ingenting. "Det er jo bare en kage" sagde Brian, da jeg surmulende sparkede i jorden og brokkede mig højlydt. Hmprff...



Suk!! Nej det er altså ikke altid nemt... at være mad-nørd.



6 kommentarer:

  1. ELSKER dette blogindlæg, for så er jeg da ikke den eneste, der kan have mine problemer med at lave mad :-) Hjertelig tak for at dele det og dermed redde min dag :-D Kram til dig <3

    SvarSlet
  2. Åhhh Gud hvor jeg kender de dage - jeg forsøger dog at glemme dem ret så hurtigt igen. Kan faktisk ikke huske om jeg er kommet med indrømmelser derom på bloggen - men jeg tager virkelig hatten af for at du gør det.

    og i skrivende stund kommer jeg i tanke om havregrødsvafler, klatkagevafler og ostevafler der bare ikk ville lykkes :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. *Griner højlydt* Det er det, jeg siger... selvfølgelig sker det for alle... om man så skriver om det eller ej :-D

      Slet
  3. Ja ja, Pia - det er træls! Ikke mindst når man ved, at det ellers lykkes de allerfleste gange. Trøst dig, de der kvinder, der siger, de er perfekte og altid når det hele plus alt det andet, de også får klaret, fordi de har sådan et styr på alting - de har også dage, hvor det meste går i vasken - altså lige undtagen det fedtede hår, der ellers trængte til noget vand og sæbe ...

    Bare så du ved det - jeg har savnet dig og var ved at blive bekymret!
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Elsebeth, du kan nu altid få mig til at smile :-)

      Slet