Farmors opskrifter fra 1946

lørdag den 14. oktober 2017

Farserede porrer


Hovsa… det er pludselig gået op for mig, jeg slet ikke har farserede porrer på bloggen. Sikkert fordi det ”bare” er en ret, der sidder på rygsøjlen… men her kommer den.

Start med at rengøre 2 -3 porrer og skær dem i længder af 10 cm
Kog dem i lidt letsaltet vand i 8 minutter (gem vandet til sovs)
Overhæld porrerne med koldt vand
Lad dem dryppe og køle af, mens du laver farsen

5 – 6 farserede porrer
500 g hakket svinefars
1 hakket løg
Rigeligt med friskkværnet peber
3 spsk. mel
1 – 2 dl vand
1 tsk. salt

Saml farsen… igen syntes jeg, det nemmeste er at bruge hænderne.
Der skal kun arbejdes med farsen, indtil ingredienserne er godt fordelt
Farsen må ikke være for lind, så tilsæt mere mel om nødvendigt
Lad farsen stå i 4 -5 minutter
Del farsen i det antal, du har valgt at lave
Spræt en frysepose op og læg krydret rasp på midten, jeg bruger kun salt og peber
Mas nu en klump fars flad i raspen
Læg et porrestykke på… og brug fryseposen til at rulle porren ind i fars (det er muligt, du nok lige skal hjælpe lidt til med hænderne, så porren er helt dækket med fars)
Fortsæt med at rulle… til farsen er dækket med rasp
Brun de farserede porrer i rigeligt smør… hele vejen rundt
Læg i et godt smurt ildfast fad og sæt i ovnen
15 minutter ved 200 grader

Server de farserede porrer med kogte kartofler og gulerødder… og selvfølgelig pandesovs. Så bliver det altså ikke meget mere mormor agtigt. 

1 kommentar:

  1. Det er en dejlig ret. Jeg har dog kun lavet den en eneste gang. Kogte porrer er nemlig ikke nemme at skære over - i modsætning til de rå. Mærkeligt nok.
    Elsebeth

    SvarSlet