Farmors opskrifter fra 1946

tirsdag den 4. september 2012

Havbars med senneps panering


Et eller andet sted på nettet… havde jeg set en fisk blive paneret med blandt andet sennep og selvfølgelig skulle det gå ud over et par sagesløse havbars fileter, jeg havde liggende i fryseren J

Jeg har sagt det før… men fisk er altså noget af det nemmeste at have med at gøre. Havbarsen blev skyllet i iskoldt vand og duppet tør i en stof ble, inden den blev smurt med et tyndt lag af min favorit sennep . Herefter fik den et fint drys rasp på begge sider, uden ekstra krydderi… dumt for den kunne snildt have taget både salt og peber, men jeg var bange for at sennepssmagen, var smagfuld nok i sig selv. En tur på panden i 3-4 minutter på hver side… havbarsen skal være mør og falde fra hinanden i lameller, når man vrikker i den.

Som tilbehør havde jeg valgt ovnbagte kartoffelbåde… der var vendt i en anelse olie, groft salt og merian. De røg i ovnen ved 190 grader i 45 minutter… sammen med en enkelt kryddertomat delt i to.

Gulerodssalat… som i sin enkelthed består af fintrevet gulerod, rosiner, et par dråber citronsaft, en anelse sukker… og ikke mindst solsikkekerner der var ristet i en anelse olie tilført salt og chilipulver. Husk solsikkekernerne skal på fedtsugende papir efter ristning… de skal ikke vendes i salaten, men blot tilføjes efter behag.

De brune løg… dem må jeg ikke glemme. Har du aldrig prøvet brune løg til fisk, er det bare med at komme i omdrejninger. Lyder måske underligt… men det smager såå godt J

En let og lækker menu… der dog skal have lidt større armbevægelser med krydderierne næste gang. Havbarsen i sig selv er meget smagfuld, så den kan sagtens bære det. J   

2 kommentarer:

  1. Hej. Faldt tilfældigt over din blog. Synes at der er menge spændende ting her - lækre nemme retter, gode billeder. Vil gerne følge med! :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa ;-D

      Tak for din søde kommentar og velkommen på min lille blog - altid dejligt med nye læsere...

      Vh Pia

      Slet