Farmors opskrifter fra 1946

onsdag den 12. september 2012

Brunkål og bacon-kødboller


 
Specielt kønt... er det ikke, men hallo... det er brunkål ;-D
 
 
Som barn har jeg aldrig fået serveret brunkål hjemme. Min far hadede det… og husker tydeligt, da han selv var barn, hvor han og 10 søskende var tvangsindlagt til at spise en variant, der var tilsat byggryn for at strække.

Jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk eller tårerne der pressede voldsomt på, da jeg for flere år tilbage, havde inviteret mor og far på aftensmad. Det var dengang, jeg altid valgte det allerstørste kålhoved, når prisen var den samme… velvidende at jeg så skulle leve af kål i laaaang tid. Jeg er dog blevet klogere med alderen J

På det tidspunkt boede jeg på anden sal… og mor fortæller stadig om skrækken, der viste sig på fars ansigt for hver etage de kom op… han håbede og bad indtil det sidste, at det ikke var fra min lejlighed, den umiskendelige dunst kom fra. Men det var det… J Skal dog siges, at efter en meget lille portion… øste far en ordentlig dynge på tallerkenen og spiste med største velbehag.

Et lille sommerkål (husk sommerkål smider meget mere væde end et vinterkål) snittes groft… 1-2 dl sukker smeltes i en gryde og tilsættes 1 tsk. margarine… inden kålen smides i gryden og der bliver skruet helt ned for varmen.

Bacon-kødbollerne lavede jeg af 500g svinefars, 200g bacon i tern, 1 æg, 2 spsk. mel og et stort drys friskkværnet peber. Antallet af boller man skal brug lægges i gryden sammen med kålen… resten bruges dagen efter. Top kålen op omkring bollerne og lad gryden simre i 1½ time… vend bollerne en enkelt gang eller to. Smag til med salt og peber.

Brunkålen serveres med en god stærk sennep , hjemmesyltede rødbeder... Groft brød passer rigtig godt til J

Er du til brunkål??

8 kommentarer:

  1. Brunkål/ hvidkål/grønkål - det er lige mig. Enten laver jeg brunkål med nøgleben eller med frikadellefars, der ligger i en fordybning i midten. Hvidkålsrouletter har jeg aldrig lavet - i stedet for kommer frikadellefarsen også her ned i kålen, og væden bruges til muskatsovs. Som født himmerlænding skal jeg naturligvis have godt rugbrød til begge dele. OG der er altid til to dage, mindst.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elsebeth

      Ja, der skal være til to dage, hvis man når det ;-D

      Jeg har aldrig fået sovs til brunkål... og faktisk alle steder hvor muskat bliver nævnt, stritter jeg imod. Overdreven brug af den for mange år siden, har gjort at det vender sig i mig ;-D

      -Pia

      Slet
  2. Jeg er helt klart til brunkål og har altid været det. Som 10-11 årig valgte jeg faktisk at det var brunkål vi skulle ha' da familien kom til min fødselsdag. MEN vores version af brunkål (har arvet måden at lave det på efter min mor) er anderledes end den almindelige brunkål - ikke noget med sukker.
    - Først brunes noget godt svinekød (tern) godt af i rigelig fedtstof. Derefter tilsættes den snittede hvidkål sammen med salt og peber. - Så låg på og småsimre en ½ dag (vendes rundt engang imellem). Nyd duften (og jeg mener det faktisk). Inden servering smages til med salt og peber og der tilsættes evt. lidt kulør. Serveres med rødbeder og sennep. Kødet smelter på tungen. MUMS.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia

      Jeg har aldrig fået brunkål, der ikke er lavet med sukker, men kan se, at både du og Elsebeth bruger den variant. Det må jeg vist prøve en dag, tror dog bare, at kæresten bliver slemt skuffet ;-D

      -Pia

      Slet
  3. Hjemme hos mig bliver brunkålen også lavet, som min mor gjorde, og som er den eneste form, jeg kender, dvs. uden sukker. Den brune farve er sovsekulør og ikke karamel. 1-2 dl sukker til et lille kålhoved virker også voldsomt (og sødt) på mig.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elsebeth

      Opskriften med sukker har jeg ikke hjemmefra, for som sagt... vi fik det aldrig. Jeg fik den i tidernes morgen af en kær veninde... fniiis... og har altid troet, at brunkål skal være sød ;-D

      -Pia

      Slet
  4. Den veninde må være både kær og meget sød! Som jeg skrev, var det ikke til brunkål, men til hvidkålsroulader/fars i en fordybning i kålen, jeg laver muskatsovs. Muskat skal man gå til med forsigtighed; jeg river lidt i og smager på sovsen, iden jeg river mere i.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hovsa... min fejl Elsebeth, jeg har vist læst for hurtigt ;-D

      Slet