Farmors opskrifter fra 1946

fredag den 9. august 2013

Dansk bøf

Farmors opskrift fra 1946...

600g heste eller oksekød
50g mel
1 tsk. Salt
½ tsk. Peber
1 løg
60g palmin
½ l vand (kartoffel)
Kulør

Kødet hakkes en gang gennem kødmaskinen.

Deles derefter i 7-8 lige store dele og formes med 2 knive på hakkebrættet i runde og faste bøffer.

Disse vendes i det sammenblandede mel, salt og peber og lægges derefter i stegepanden, hvori der er rygende hedt palmin.

Bøffen steges smukt mørkebrun – tages op på en emaljeret tallerken, og løgskiverne, der er behandlede på sædvanlig måde med kogende vand, brunes nu i resten af palminen.

Nu hældes melresten i panden, derefter ½ liter vand og endelig farves sovsen og småkoger i 5 minutter.

Skrællede eller pillede kartofler serveres til.

6 kommentarer:

  1. Yum! Duften af bøf med bløde løg, kan give enhver mundvand.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne

      Helt sikkert også her :-D Jeg bor i en etageejendom, så når naboerne går i gang med bøf med løg, savler jeg... og det ryger omgående på madplanen.

      - Pia

      Slet
  2. Hvem kan ikke lide en god hakkebøf, mon! Pia, kartoffelvandet smager altså 100 gange bedre end postevand - og så er der endda vitaminer i, ikke mindst når der er kogt gulerødder eller andre grøntsager sammen med. Jeg lærte af min mormor, at man skal gemme kartoffelvandet, evt. til næste dag; det koger jeg kødboller i, det kommer i gryden sammen med vand, når jeg skal koge kød eller laver ovnretter, og og og.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elsebeth

      Jamen... din mormor har så inderligt ret, jeg har bare aldrig tænkt på at gemme det, men det gør jeg nu :-D

      - Pia

      Slet
  3. Ja, jeg gloede vantro, da jeg for mange år siden var gæst et sted. Vedkommende, som var en dreven husmor, hældte kartoffelvandet i vasken, OG knageme om ikke hun hældte postevand i panden til at lave sovs af - det havde jeg dog aldrig set før!!!
    Når jeg besøger min søn og skal stå for maden, til han kommer hjem, ligger der en seddel på køkkenbordet, "Mor, der står kartoffelvand i køleskabet!" Så det bruges også af fjerde generation som en selvfølgelighed; han er nemlig opvokset på køkkenbordet og har fulgt med og lært at smage på og lugte til maden undervejs.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. *Smiler* sød historie Elsebeth... jeg elsker, når du skriver dem til mig ;-D

      -Pia

      Slet